Abstract
Artiklen om den tyske journalist og flådeofficer Horst von Pflugk-Harttung afdækker nye sider af mellemkrigstidens tyskerkurs i Danmarks udenrigspolitik. I november 1938 kom det som et chok for regering og offentlighed, at den mediekendte tyske korrespondent Pflugk-Harttung havde drevet militær spionage mod Tysklands fjender fra dansk jord. Pflugk-Harttung fik en fængselsdom på halvandet år, men blev af udenrigspolitiske grunde diskret løsladt efter kun en tredjedel af afsoningens forløb. Et nærstudie viser, at Pflugk-Harttung reelt havde været regeringens uformelt tilknyttede sikkerhedspolitiske rådgiver siden 1933. Målet fra dansk side havde været en varm kontakt til Berlin. Gevinsterne skulle være, at Pflugk-Harttung kunne tale Danmarks sag i Berlin (navnlig i det prækære grænsespørgsmål) og samtidig hjælpe regeringen med at udpege bilaterale politikområder, som kunne skabe dansk goodwill i det krigsoprustende Tyskland. Lykkedes planen, kunne regeringen gentage udenrigsminister Scavenius' aktive neutralitetslinje, der havde holdt Danmark fri af stormagtsopgøret. Men planen viste sig at være naiv, idet den efterretningstrænede Pflugk-Harttung mere var ven med sine landsmænd end med danske politikere. Dels udnyttede han hjemmetyskere og Abwehrs udsendte til militær spionage og til påvirkning af den offentlige mening, dels skaffede han sig nære relationer i den danske politiske elite og fik indblik i dens tankegang. Alt dette skabte basis for tyske vildlednings-og afpresningsforsøg blandt ministre og myndigheder op gennem 1930'erne. Nok var Pflugk-Harttung ikke indviet på øverste militærstrategiske niveau i Berlin. Men hans syv år lange Danmarksophold kan ikke andet end have skaffet Det Tredje Rige politiske og militære efterretninger, der kunne inspirere Hitler og hans apparat til at designe invasion og efterfølgende dansk-tysk samarbejdslinje i tysk favør vinteren 1939/1940.