Abstract
I disse år stiller Kina sig op på den globale scene som en selvsikker stormagt. Der er efterhånden langt mellem de taler, hvor kinesiske ledere omtaler Kina som et udviklingsland, der primært må fokusere på egen modernisering og økonomisk udvikling og derfor hverken kan eller skal tage internationalt ansvar. Der er stadig rådvildhed, tøven og debat i forhold til, hvordan Kina skal forvalte og håndtere de forventninger, krav og risici, som følger med stormagtrollen, men tendensen i kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik er tydelig: Det er slut med at stå i kulissen og holde lav profil. Denne udvikling er kun blevet yderligere fremskyndet efter, at Donald Trump har indtaget Det Hvide Hus og med „America First” har varslet et mere isolationistisk USA. Det åbner nye muligheder og giver et større internationalt handlerum for Kina. Kapitlet har til formål at give baggrunden og konteksten for Kinas „genrejsning” som stormagt over de senere årtier samt at identificere og diskutere nyere tendenser i kinesisk indenrigspolitik og i udenrigs- og sikkerhedspolitikken.