Abstract
Resumé
Den militære profession bliver ofte fremstillet som særlig. Professionen adskiller sig ikke mindst fra andre ved at professionelle soldater i lange perioder, måske årtier eller længere, ikke udøver deres professions kerneopgave, nemlig deltagelse i krig. I fraværet af krig frembyder studiet af tidligere krige et alternativ til personlig krigserfaring. Men det er i høj grad omdiskuteret i militær- og historiefaglige kredse, hvordan fortid kan omsættes til læring og dermed bruges for fremtid. Selvom der findes flere studier af, hvordan militærhistorie bruges i Hærens videregående officersuddannelse har disse studier ofte kun begrænset empirisk og teoretisk dybde. Med en historieteoretisk tilgang, inspireret af blandt andre Reinhart Koselleck, analyserer jeg derfor i denne afhandling, hvordan det på Hærens videregående officersuddannelse, 1900 til 2016, blev forstået muligt at lære af historie, samt hvilke epistemologiske og historieteoretiske forståelser denne læring implicerede. Afhandlingen bygger på en omfangsrig empiri bestående af undervisningsbøger, lærerplaner, evalueringer m.v., samt debat om historiebrug fordelt på tre tidsmæssige nedslag henholdsvis 1900-1920, 1960-1980 og 1996-2016. Det lange tidsperspektiv gør det muligt at få øje på stabilitet og forandring i de måder, officerer fandt det muligt at lære af militærhistorie. Afhandlingen konkluderer, at selvom den danske sikkerhedspolitiske situation og forøgede krigserfaringer blandt danske officerer i begyndelsens af det 21. århundrede påvirkede hvilke fortider officerer anså som lærerige, så var måden officerer forstod det muligt at lære af fortider overraskende stabil. Der eksisterede to overordnede opfattelser af, hvordan det blev set som muligt at lære af militærhistorie, henholdsvis at militærhistorie kunne være handlingsanvisende eller indsigtsgivende. Handlingsanvisning betegner den tilgang, at man på baggrund af krigshistorie kan uddrage universelt gældende principper for krigsførelse eller ligefrem kan kopiere fortidige løsninger. Overfor denne tilgang findes synspunktet, at det kun er muligt at opnå en generel indsigt af studiet af krigshistorie, fordi krigsførelse ikke er styret af underliggende principper, men af en ikke altid rationel menneskelig praksis. Hvordan disse begreber nærmere skal forstås, uddyber jeg i afhandlingen ved at analysere 12 forskellige formål med studiet af militærhistorie. En mere nuanceret forståelse af hvordan det blev forstået muligt at lære af militærhistorie i Hærens videregående officersuddannelse er ikke kun relevant i et militært perspektiv, men også i et historieteoretisk perspektiv eftersom det giver indblik i en empirisk underbelyst fortidsbrug. På grund af afhandlingens unikke kildemateriale er det muligt at undersøge, hvordan begreberne historie og erfaring blev brugt i praksis. De to begreber blev ofte brugt synonymt, da mange undervisere så militærhistorie som nedskrevet erfaring eller som noget, det på et mere eller mindre generelt plan var muligt at uddrage erfaringer fra. Således kan studiet af militærhistorie på Hærens videregående officersuddannelse siges at være en måde at binde teori og praksis sammen på.