Abstract
Da NATO den 24. marts 1999 indledte en bombekampagne mod de serbiske styrker, var det indledningen på en noget kontroversiel humanitær intervention. Interventionen blev nemlig foretaget af NATO, uden FN mandat. Dermed brød NATO forbudet mod magtanvendelses som beskrevet i FN pagtens artikel 2 stk. 4.
Dermed var legaliteten i den humanitære intervention i Kosovo særdeles tvivlsom. Men hvordan kunne NATO så legitimere deres handling? Dette er hovedspørgsmålet i dette speciale.
For at svare på dette spørgsmål undersøges legitimiteten i interventionen. Legitimiteten skal forstås som retfærdiggørelsen af en intervention. Det vil sige, hvorvidt en handling kan retfærdiggøres på et politisk, moralsk og retsligt grundlag. Altså et noget bredere defineret begreb, end det juridiske begreb legalitet.
For at svare på dette spørgsmål anvendes Den Engelske Skole, her specifikt Headley Bulls teoretiske begrebsapparat.
Hovedproblemstillingen er det spændingsfyldte forhold mellem orden og retfærdighed. Hvilket i tilfældet Kosovo primært er forholdet mellem ikke-interventionsprincippet og ansvaret for at forhindre massive brud på menneskerettighederne.
Konklusionen på ovenstående analyse er ikke helt entydigt, selvom der dog tegner sig et billede. Hovedparten af de analyserede faktorer peger på en vis legitimering af interventionen.
Situationen i Kosovo var særdeles alvorlig, og man havde en potentiel humanitær katastrofe, med massive flygtningestrømme. Rapporter beskrev tilfældige drab på civile, henrettelser og voldtægter, primært fortaget af de serbiske styrker, selvom den kosovo-albanske frihedsbevægelse (UCK) heller ikke var uskyldig.
Selvom interventionen ikke var godkendt ved af FN, så var der i de tre foregående resolutioner meget direkte udtrykt bekymring for den humanitære situation. Samtidig havde diplomatiet nået et punkt, hvor der ikke var de store udsigter til en forhandlingsløsning. Indsættelse af OSCE observatører havde kun for en kort periode ført til en bedring af situationen, ligesom direkte trusler om anvendelse af magt heller ikke havde ført til resultater.
Menneskerettighederne er levnet betydelig plads i FN Pagten, både i præamblen og i artiklerne og meget tyder på at menneskerettighederne, var tiltænkt samme betydning som staters suverænitet. Altså ikke en prioritering af orden i forhold til retfærdighed.
FNs daværende Generalsekretær Kofi Annan var i mange henseender med til at legitimere interventionen.
Han betonede, at statens suverænitet ikke på nogen måde var en undskyldning for at begå overgreb på civilbefolkningen i Kosovo, og at når alle andre muligheder var udtømte, kunne magtanvendelse være sidste udvej, for at standse en humanitær katastrofe.
Der var fra 1989 indtil Kosovo-konflikten gennemført flere humanitære interventioner. Den nye ”praksis” blev støttet af Generalsekretær Pérez de Cuéllar, der udtalte, at suverænitet ikke var nogen undskyldning for brud på menneskerettighederne.
Hvor magtbalancen før den kolde krigs afslutning havde umuliggjort humanitære interventioner, så var situationen op til Kosovo-konflikten en anden. Selvom alt blev gjort for at holde Rusland inde i forhandlingerne i Koncertgruppen, så havde Rusland ikke fordums magt til at forhindre interventionen. Kun via veto i FN kunne Rusland påvirke situationen.
Også ordensperspektivet var på sin vis med til at legitimere interventionen. Rapporter beskrev, at situationen i Kosovo var at betragte som en krudttønde, der kunne antænde hele Balkan. Meget tydede på at, der forelå en trussel mod fred og sikkerhed. Dette blev understøttet af resolution 1199.
Men konklusionen er som sagt ikke helt entydig. Der er også en faktor, der taler imod en intervention. Der er ingen tvivl om, at en intervention uden FN mandat er et brud på FN Pagtens generelle forbud mod magtanvendelse i henhold artikel 2 stk. 4.
Dette forhold blev anført i Sikkerhedsrådet af både Kina og Rusland. Forbudet mod magtanvendelse er et meget vigtigt element i FN pagten. Det er dette princip, der er rygraden i den internationale orden, og dermed også i det internationale samfund.
Et brud med suverænitetsprincippet kan altså bringe et internationalt samfund i fare og skabe usikkerhed om spillereglerne og i særdeleshed staters sikkerhed.
For at minimere den usikkerhed der kan opstå i det internationale samfund på grund af bruddet på forbud mod magtanvendelse, bør man måske overveje en ændring i FN pagten, der mere klart afspejler det internationale samfunds ændrede holdning til orden versus retfærdighed.
Desuden kan det i fremtiden blive problematisk at FN Sikkerhedsråd tager beslutninger, der af det internationale samfund ikke anses som legitime. Problemet her ses at være Sikkerhedsrådets sammensætning, der hverken er demokratisk eller afspejler et nutidigt magtforhold.