Abstract
Denne opgave tager udgangspunkt i Kinas sikkerhedspolitiske forhold til henholdsvis Indien og Japan. Med udgangspunkt i den neoliberale teori om kompleks interdependens, er der for hvert af forholdene udvalgt et antal bilaterale relationer, der hver især er analyseret med henblik på at fastslå graden af interdependens i relationen og interdependensens tendens på mellemlangt sigt. Analyserne er foretaget ved at fastslå den grad af gensidig afhængighed, og den grad af kontakt mellem landene, som relationen afstedkommer. Relationerne er udvalgt, efter en vurdering af hvilke der er betydende i de respektive bilaterale forhold og i relation til teorien.
For forholdet Kina Indien er udvalgt relationer indenfor 11 områder. Analyserne heraf viser, at der på fire områder, herunder tre økonomiske, ikke er interdependens, medens der på de øvrige kan påvises forskellige grader af interdependens. Områderne er herefter indplaceret på en bilateral dagsorden alt efter hvilke områder der i øjeblikket prioriteres. Analysen viser, at det er de økonomisk relaterede områder, der har højst prioritet sammen med områderne kultur og infrastruktur. I mangel på interdependens på de vigtige økonomiske områder kan det konkluderes, at det kun er den begrænsede interdependens på to underordnede forhold der bidrager positiv til afspænding mellem landene.
For Kina Japan forholdet er udvalgt ti områder, der hver er behandlet. Analysen viser, at der på de fem økonomiske områder kan påvises en overvejende betydelig grad af interdependens, og at disse er højt placeret på landenes dagsorden. På de øvrige fem punkter kan der påvises interdependens i varieret grad. Eftersom der er udtalt interdependens på de højst prioriterede områder konkluderes, at interdependensen giver et væsentligt positivt bidrag til et fredeligt sikkerhedspolitisk forhold mellem Kina og Japan.
I en afsluttende analyse er der, med baggrund i de påviste tendenser i interdependens, udarbejdet en vurdering af de sikkerhedspolitiske perspektiver for de respektive forhold på mellemlangt sigt. Analysen er behæftet med store usikkerheder, men den konkluderer, at for så vidt angår forholdet mellem Kina og Indien, vil interdependensen på sigt yde et større bidrag til afspænding, medens der i forholdet mellem Kina og Japan, vil være et mindre bidrag fra interdependens til afspænding, og dermed en større risiko for krig.