Abstract
Specialet undersøger, hvordan den paramilitære organisation Hamas - i forhold til omverdenen - kan udvikle sig til en accepteret politisk aktør og indgå i ”Køreplanen for Fred” mellem Israel og Palæstina.
Efter den kolde krigs ophør blev den mellemøstlige fredsproces indledt med Madrid-konferencen i 1991. Siden fulgte Oslo-aftalerne i 1990’erne med oprettelsen af et egentligt selvstyre i de palæstinensiske områder i 1994. Siden etableringen af selvstyret har udviklingen af fredsprocessen været begrænset. I 2003 lanceres en ny fredsplan, ”Køreplanen for Fred”, som skulle afslutte konflikten. Planens hovedmål var en to-statsløsning, hvor Israel og Palæstina levede i fred med hinanden. Kort efter lanceringen af ”Køreplanen for Fred” blev planen blokeret af Hamas’ selvmordsangreb i Israel, og planen har stort set ligget stille siden.
Hamas besluttede i 2005, for første gang, at gå ind i det politiske liv og opstillede til det palæstinensiske selvstyrevalg i 2006. Til stor overraskelse for Hamas, og til stor bekymring for omverdenen, vandt de valget stort og indtog regeringsmagten. Hamas, som er symbolet på de spektakulære selvmordsbombeangreb i Israel, er efter terrorangrebene den 11. september 2001 blevet betegnet som en terrororganisation og fremgår af USA og EU lister over terrororganisationer. Dette betød, at Hamas og det palæstinensiske samfund blev ramt af omfattende sanktioner fra omverdenen, som kun kan blive ophævet, såfremt Hamas opfylder en række krav. Hovedkravet er, at Hamas er forpligtet til ”Køreplanen for Fred” og dermed to-statsløsningen og anerkendelsen af Israel.
Hamas udsendte i forbindelse med opstilling til valget et nyt valgprogram, hvor Hamas nedtoner sin hidtidige retorik om udslettelsen af Israel. Det må konstateres, at Hamas i forhold til sit første charter fra 1988 har udviklet sig til at være en organisation med et mere moderat grundlag, hvor udslettelsen af Israel ikke mere fremgår. Hamas har siddet på regeringsmagten i mere end et år, men det er endnu ikke lykkedes dem at få ophævet omverdenens sanktioner.
Når Hamas’ valgprogram, regeringsgrundlag og udtalelser analyseres, kan det konkluderes, at Hamas indirekte opfylder hovedparten af omverdenens krav. En analyse af Hamas’ organisation viser, at organisationen er særdeles kompleks opbygget og ikke var forberedt til at skulle varetage regeringsmagten. Det kan således konkluderes, at hovedårsagen til, at Hamas kun opfylder omverdenens krav indirekte, skyldes en organisation, hvor alle afgørende beslutninger træffes via et centralt råd. I rådet drøftes beslutningerne og resultaterne, som Hamas regeringen kan bringe videre, er ofte meget uklare eller modstridende. Hamas’ organisation var på grund af den uventede valgsejr ikke klar til at operere under de nye vilkår, som erobringen af regeringsmagten betød. Dette har medført, at der er tegn på splittelse i organisationen, og specielt den militære del kan påvirke eller udnytte splittelsen og dermed Hamas’ beslutningsproces.
Specialet konkluderer, at Hamas kan udvikle sig til en politisk accepteret aktør og indgå i ”Køreplanen for Fred” fase I. Forudsætningen for dette er dog, at Hamas foretager organisatoriske forandringer således, at Hamas regeringens beslutningskompetence forøges, og at organiseringen af den militære del af Hamas ændres.