Abstract
I forbindelse med Irak er der kommet fokus på en hidtil forsømt udvikling: Nemlig den af demokratiske regeringer licenserede og politisk intenderede indsættelse af kommercielle sikkerhedsudbydere i konfliktområder. Hvorledes forholder det sig med denne udvikling sat over for Max Webers postulat om, at magtmonopolet er et karaktertræk ved nationalstaten?Regeringen er på den ene side afhængig af private sikkerhedsvirksomheder (PMF), fordi virksomhederne bidrager til en succesrig afslutning af operationen. På den anden side reducerer indsatsen af PMF’er en af Max Weber variabler, nemlig voldsmonopolet. Denne selvmodsigelse er min inspirationen til undersøgelsen.Forsvaret og PMF’er eksisterer generelt i det samme operationsområde og skulle agere komplementært til hinanden, eller på de samme standarder. I realiteten blev mange friktioner erkendt. Følgende er derfor problemstillingen af undersøgelsen:I hvor høj grad har private militærfirmaer og de regulære amerikanske væbnede styrker samme standard for opgaveløsning i Irak efter krigen, og hvilken kvalitet kan man forvente sig i fremtiden?De amerikanske standarder danner således det teoretiske grundlag for denne undersøgelse. De amerikanske styrkers måde at løse en given opgave på påvirkes og fastlægges af forskellige militære, politiske, juridiske samt økonomiske faktorer og standarder. De militære standarder udtrykker sig i de amerikanske styrkers professionalisme, dvs i en intensiv indsatsforberedelse, en stærk kultur, og en høj standard i at gennemføre operationer. Til gengæld er PMF’er af en forskellig kvalitet og ofte organisatorisk uforbundet. Soldater er som regulære kombattanter i statens tjeneste fuldstændig underlagt Genève-konventionens bestemmelser. Ved fejlagtig adfærd, og desertering må de således forvente, at det får disciplinariske og retslige konsekvenser. PMF’erne i Irak opererer i en juridisk gråzone. Firmaernes tilstedeværelse i krigs- og konfliktområder er ikke dækket ind under nogen retlige bestemmelser, og med folke- og krigsret er det allerhøjst muligt at foretage en indordning af hver enkelt ansat.Politiske standarder kommer fra den amerikanske regering qua sin position som øverste ansvarlig for inden- og udenrigspolitikken for militære operationer, og fra den amerikanske befolkning, i hvis navn tropperne handler. Uagtet den enkelte soldats retlige ansvar for fejlagtig adfærd og lovovertrædelse er det, set udefra, regeringen der bærer ansvaret for både militæret generelt og for den enkelte soldat. Alene af den grund definerer regeringen ligeledes standarder for forsvarets opgaveløsning. Undersøgelsen har vist, at PMF’ernes fejltrin i Irak i modsætning til militærets ikke forfølges med samme eftertrykkelighed. Den udøvende myndighed har interesse i, at brugen af PMF’er i Irak fortsat opretholdes, idet PMF’erne styrker den udøvende myndigheds position i indenrigspolitiske forhandlingsprocesser, fordi de til en vis grad ophæver den parlamentariske kontrol over magtanvendelsen.Økonomiske standarder dannes ofte ud af et fast årligt budget. En grund, der ofte bruges som argument for at anvende PMF’er, er den dermed forbundne økonomiske fordel. Netop spørgsmålet om omkostningseffektivitet gennem outsourcing foreligger der dog den dag i dag stadig ingen dokumentation for, for kontrakterne bliver kun kontrolleret i et meget ringe og utilstrækkeligt omfang. Det synes sågar nærliggende at formode, at den øgede indsættelse af PMF’er i konfliktområder fører forhøjede koordineringsydelser med sig, fordi de nationale styrker pga. af udviskningen af kombattantstatussen, som det ses i Irak, er nødt til også at yde beskyttelse af PMF-folk, når disse bliver forviklet ind i kampe med oprørsgrupper. Også selvom udviklingen af situationen under Irak-krigen tyder på, at især USA delegerer en mængde sikkerhedsfunktioner ud til PMF’er, men ikke prisgiver deres eget monopol på krigs-/operationsledelsens tættere kerne, begunstiger de formentligt mere omkostningseffektive løsninger, som det kommercielle sikkerhedsmarked stiller til rådighed for regeringer i mere interventionsvillige stater, samt den videre privatisering af traditionelle militære funktioner og også disse aktørers omfattende deltagelse i postkonfliktbearbejdningen.Overdragelsen af sådanne sikkerhedsfunktioner til kommercielle udbydere kan dog få den uønskede effekt, at PMF’erne pga. lavere standarder ender med at forlænge konflikten eller får den til at eskalere – og som en sidste konsekvens forårsager nye interventioner af stater eller statsforbund. Hvis denne erkendelse kunne vinde anerkendelse i den politiske meningsdannelsesproces, ville det kunne føre til en reducering af PMF-indsatser.På den anden side kunne dog netop de ulemper og skandaler i forbindelse med indsatsen i Irak, som er blevet nævnt i det foreliggende arbejde, føre til, at demokratier øger kontrollen med PMF’erne eller igen begynder at koncentrere sig mere om militæret som udbyder af magtanvendelse. Formentlig udvikler situationen sig som en mellemting mellem disse to ekstremer, selvom det må siges, at der i den aktuelle diskussion om dette emne i højere grad henvises til, at der sker en stigning i indsættelsen af PMF’er, idet det amerikanske forsvar på nogle områder ikke vil kunne give afkald på PMF-indsatser. Det skyldes, at disse firmaer stiller nogle færdigheder til disposition, som den amerikanske hær endnu ikke stiller til rådighed for sig selv eller sig den amerikanske hær allerede har outsourcet.Undersøgelsen har vist, at PMF’erne ikke har samme standarder som det amerikanske Forsvar. De er tværtimod aktører med yderst forskellige kvaliteter, når det gælder deres professionalisme, legale status, politiske kontrol og deres økonomi.