Abstract
2018 var et skelsættende begivenhedsrigt år i den internationale atomvåbenpolitik. I foråret udkom Trump-administrationens samlede atomvåbenstrategi, The Nuclear Posture Review, der fik skruet ned for optimismen og i stedet defineret Rusland og Kina som centrale strategiske udfordrere, man har til hensigt at væbne sig forudseende og teknologisk overlegent imod. Mere spektakulært fik Putin – stik mod de brede befolkningers normalopfattelse af våbenkapløb som et overstået kapitel i international politik – løftet sløret for en række nye og sofistikerede atomvåben, der alle har til formål at kunne omgå den nyeste missilskjoldsteknologi. Traktatmæssigt blev det samtidig året, hvor USA trak sig ud af Iran-aftalen på trods af både sine ministres og efterretningstjenesters vurdering af sagen – og endelig året, hvor Trump-administrationen valgte at udstikke et 60 dages ultimatum til Rusland om at vende tilbage til INF-traktaten inden USA tager konsekvensen og forlader aftalen. Alle disse nybrud påvirker dansk sikkerhedspolitik og det europæiske nærområdes geopolitiske grundvilkår, idet vi nu står overfor et større våbenkapløb og en mulig remilitarisering af det europæiske kontinent. I årene forude vil det således være en central udfordring enten at bremse eller tilbagerulle de sikkerhedspolitiske logikker, der igennem årene har opløst tilliden og forståelsen mellem stormagterne. I en praktisk, politisk og ideologisk henseende kan Europa med fordel i denne sammenhæng påtage sig en medierende og historie-optegnende rolle, der kan pege i en tredje retning fra USA’s oprustningsivrige kurs og Ruslands lige så reaktive og revanchistiske sikkerhedspolitiske linje. En central udfordring bliver dog, at med opløsningen af INF-traktatens stabilitetsfremmende forbud mod landbaserede kort- og mellemdistancemissiler, kan vi forvente at se en dybere splittelse komme til udtryk internt både i NATO og EU, hvad angår den opfattede trussel fra Rusland og de mest hensigtsmæssige modsvar hertil.