Abstract
Valget af Donald J. Trump som USA’s 45. præsident skabte uhørt tvivl om dettransatlantiske forhold. Substansen, formen og timingen af Trumps politikudmeldinger varslede en på mange måder radikal omkalfatring af den mest grundlæggende relation i den liberale verdensorden siden Anden Verdenskrig. Ville USA helt holde op med at afstive fundamentet for den nordeuropæiske sikkerhed? For at forstå den eksistentielle betydning af den tvivl som Trump har vakt med sine tilsyneladende improviserede bemærkninger, er det nødvendigt at betragte dybt sedimenterede strukturer i sikkerhedspolitikken. Hverken Skandinavien eller Norden findes nemlig i sig selv. De er geopolitisk eksternt betingede, kulturelt-politiske fællesskaber, som er opstået i en bufferzone mellem skiftende stormagter, hvis magtbalancer har holdt rummet mellem dem åbent og uafklaret.