Abstract
Arkæologien har en stærk akademisk tradition for at udføre solid grundforskning. Men det er også et fag, der er dybt forankret i praksis, hvor kandidaterne får et meget bredt arbejdsfelt, hvor adskillig kompetencer skal bruges, og hvor der er mange krav fra praksis; primært museerne. Alligevel er der en påfaldende forskel mellem den ”arkæologiske virkelighed” på museerne og de områder, arkæologer forsker i. Formålet med dette indlæg er at sætte fokus på, hvordan et traditionelt akademisk fag som arkæologi måske kan have gavn af at holde sig den udviklingsbaserede forskning for øje. Ved at supplere traditionel arkæologisk grundforskning med udviklingsbaseret forskning, kan fremtidens forskningsprojekter opkvalificeres samt bidrage til at løse konkrete problemer i museumsarbejdet.