Abstract
Som præsident Xi Jinping har understreget – tydeligst i sin rapport til den 19. partikongres i oktober 2017 – er Kina trådt ind i en „ny æra”, hvor det er slut med den traditionelle „hold lav profil”-linje i kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Kina vil nu tage stormagtsansvar og spille en stærk og aktiv rolle i løsningen og håndteringen af internationale konflikter og globale udfordringer. Der sættes handling bag ordene, og de senere år er Beijing begyndt at lancere egne konfliktløsningsforslag samt sætte gang i store nye initiativer. Det såkaldte „Bælte og Vej Initiativ” (BRI) eller „Den Nye Silkevej”, som initiativet er blevet døbt i danske medier, er uden tvivl det mest ambitiøse. Her er tale om præsident Xi Jinpings højest prioriterede strategiske satsning. Ikke kun i USA, men også i vesteuropæiske politiske cirkler er der en voksende skepsis at spore. „Den Nye Silkevej” anses som et geostrategisk træk, hvor Kina via store investeringer, billige lån og fordelagtige økonomiske aftaler søger at binde de involverede lande op på realiseringen af kinesiske målsætninger og samtidig gør landene afhængige af at fastholde et godt forhold til Beijing. Resultatet bliver en udvidelse af Kinas interesse- og indflydelsessfære. Der er ganske givet sådanne langsigtede kinesiske geostrategiske beregninger bag, hvor silkevejsinitiativet også indgår som en vigtig brik i den tiltagende strategiske rivalisering mellem USA og Kina, der i disse år særligt udspiller sig i Østasien. Dertil kommer imidlertid vigtige indenrigspolitiske drivkræfter, som knytter sig til den igangværende omstilling af den økonomiske model og håndteringen af de stigende indenrigspolitiske regionale og sociale spændinger. Denne indenrigspolitiske dimension er væsentlig at have med i analysen og det særligt af én grund: Hvis det lykkes for præsident Xi Jinping at anvende „Den Nye Silkevej” til at levere i forhold til de indenrigspolitiske behov og mål, så er det Kina, USA kommer til at stå over for, en anderledes og større udfordring.