Abstract
Artiklen argumenterer for, at velfungerende danske civile-militære relationer (forholdet mellem den politiske ledelse af forsvaret og den militære topledelse) i kontekst af den aktivistiske udenrigspolitik skal måles på: 1) graden af civil kontrol; 2) at militærbidraget kan løse sin givne mission; og 3) at regeringen udarbejder et bud på en overordnet strategi med tilhørende militærstrategi for den givne konflikt, med henblik på at kunne bidrage til koalitionens/alliancens strategi samt afdække hvorvidt denne tjener de politisk definerede danske interesser. Dette opnås gennem etablering af Den Ulige Dialog, som kendetegnes ved aktivt politisk lederskab af strategiprocessen og en tæt løbende dialog med den militære topledelse med fokus på personlige relationer karakteriseret ved gensidig tillid og respekt.Artiklen afslutter med et casestudie af Golfkrigen 1990-91 og konkluderer, at Danmark her kun opnåede velfungerende civile-militære relationer på de to første parametre. Forklaringen skal findes i en markant afvigelse fra Den Ulige Dialogs anvisninger.