Abstract
Der har de seneste uger været en massiv dækning i danske medier af Nordkorea og det lukkede lands bestræbelser på at udvikle langtrækkende missiler og atomvåben. Der har ikke været mangel på dommedagsscenarier og fremstillinger af den nordkoreanske leder Kim Jong-Un som en irrationel og uberegnelig galning. Det har fået stor opmærksomhed, at USA med den nye og – efter egen vurdering – mere beslutsomme og slagkraftige præsident Trump i spidsen proklamerede, at USA nu sendte en amerikansk hangarskibsenhed mod den koreanske halvø og samtidig gav klare løfter til USA’s regionale allierede Sydkorea og Japan om, at USA altid ville stå ved deres side og ville holde alle muligheder åbne – det vil sige også forebyggende militære angreb mod Nordkorea. Præsident Trump’s slet skjulte trusler mod Kina om, at hvis Kina ikke straks begynder at gøre mere for at løse Nordkorea-problemet, vil USA selv gøre det, er også gået lige ind hjulpet ekstra på vej af USA’s angreb i Syrien, som foregik, mens Trump havde den kinesiske præsident Xi Jinping til middag i Florida. Men er der egentlig så meget nyt?