Abstract
DET SAMLEDE INDTRYK efter Trumps besøg i Beijing er, at amerikansk troværdighed har lidt endnu et knæk, mens Kinas stormagtsambitioner fremstår endnu klarere. Trumps slingrende tilgang til Kina mindsker gradvis USA's muligheder for at påvirke Kinas strategiske valg. I hovedstæderne rundt om i Asien er især Trumps udmeldinger om Taiwan blevet modtaget med stor bekymring – hvis Taipei ikke kan regne med amerikansk støtte, ser Tokyo og Seoul heller ikke grund til at gøre det. De risikerer også at ende som en brik i forhandlingerne mellem Trump og Xi. På den vis er amerikanske allierede og partnere i Asien og Europa i stigende grad i samme båd med et enormt pres for at tage ansvar for egen sikkerhed. Det understreges kun yderligere af præsident Putins statsbesøg i Kina i disse dage. Xi Jinping leder an i de igangværende forandringer i det internationale system, som ikke er set i et århundrede.