Abstract
Specialet drager følgende konklusioner:1. Det er meningsfuldt at tale om kontinuitet i russisk og sovjetisk ekspansionspolitik når det gælder realistiske sikkerhedspolitiske motiver, staten som enhedsaktør, statens mulighed for inddragelse af ressourcer og statens kontrol med og russificering af de erobrede områder.2. Gorbatjovs reformer af Sovjetunionen var ikke et brud med tidligere tiders realistiske sikkerhedspolitiske målsætninger. Gorbatjov var dog ikke i stand til at kontrollere utilsigtede effekter af udviklingen, hvorved hans politik overfladisk betragtet kom til at fremstå som bevidst tilbagetrækning.3. Den efterfølgende russiske stat adskiller sig på væsentlige punkter fra tidligere systemer, primært ved den pluralistiske beslutningsproces og centrums mindskede magt.4. Ruslands ledelse forfulgte i en periode efter Sovjetunionens sammenbrud en politik, der havde baggrund i en pluralistisk opfattelse af sikkerhedspolitik. Denne periode er et brud med den traditionelle tankegang og politik.5. I foråret 1996 var Rusland på vej tilbage mod en traditionel realistisk sikkerhedsopfattelse, og førte en politik over for det nære udland i overensstemmelse hermed. Derfor kan man argumentere for en fortsættelse af kontinuiteten.Rusland står dog langt svagere end sine forgængere, såfremt det vil føre en rea-listisk politik med de krav om enhed og ressourcetildeling en sådan politik vil stille hvis den møder alvorlig modstand fra de stater den rettes mod.