Abstract
I takt med at den globale opvarmning tager til, og polarisen hastigt smelter, øges de arktiske områders strategiske betydning. Polarområderne bliver gradvist mere tilgængelige for udnyttelse af det formodede væld af naturressourcer i undergrunden, og håbet er desuden, at de på længere sigt kan fungere som transitrute for den globale skibstrafik mellem Europa og Asien. Det har i de senere år medført fornyet politisk og økonomisk interesse i Arktis. Interessen for dette formodede arktiske bonanza har været så stor, at det i nogle iagttageres øjne lignede grundlaget for et nyt ’great game’ mellem stormagterne. Denne bekymring ses ikke mindst i mediernes gentagne historier om russisk oprustning i Arktis. Og det russiske genbevæbningsprogram fra 2011, som frem til 2020 vil tilføre i alt 22 billioner rubler til indkøb af militært materiel til hele det russiske forsvar, tilfører da også markant øgede ressourcer til de russiske styrker i Arktis. Samtidig har en del af den russiske debat om Arktis været indlejret i en IP-realistisk/geopolitisk tænkning ovenikøbet med et patriotisk tilsnit, som har handlet om at Rusland skulle ”erobre”, ”tilkæmpe sig” eller ”besejre” Arktis og sætte magt, herunder militær magt, bag de nationale interesser i området. På den anden side har den førte politik fra Ruslands side hidtil været solidt indlejret i en IP-liberalistisk, folkeretsligt inspireret og moderniseringsfokuseret diskurs, som er præget af ord som ”forhandling”, ”samarbejde” og ”joint ventures”, og som har som grundantagelse, at de virksomheder og lande, der opererer i Arktis, alle får mest ud af det, hvis man samarbejder i fred og fordragelighed. Spørgsmålet er, om Rusland har tænkt sig at fortsætte det IP-liberalistiske spor eller om det forværrende forhold mellem Vesten og Rusland, som følge af krigen i Ukraine, kan tænkes at få afsmittende virkning i Arktis?