Abstract
Russisk strategisk kultur under Putin er i høj grad præget af et hobbesiansk syn på verden, hvor man tænker i magtbalance, herunder ofte i nulsumstermer, og har inddelt verden i stormagtsrum eller interessezoner, som af og til bedst forstås som dominanszoner. Således er det stormagten Rusland, der dominerer sin egen region, og de andre stormagter er uden ret til at blande sig i indre regionale affærer. De små stater, der ligger i regionen eller i det russiske nærområde, skal føre en form for tilpasningspolitik, som er acceptabel for Kreml. Og deres styreformer skal ligne det russiske ”suveræne demokrati”, som reelt er et skindemokrati, der dækker over et autoritært styre. Tilknyttet diskursen om ”Rusland som en eurasisk magt”, der i de senere år har vundet øget udbredelse og støtte i kredsen omkring Putin, tænker man med inspiration fra den tyske geopolitik endvidere i storrum, eller ”Grossraum”, og i sømagter versus kontinentalmagter (Rusland versus USA). Det er også en udbredt opfattelse, at Rusland udgør sin egen civilisation, adskilt fra Europa, og at de samfundsmodeller, der er fremherskende i Europa, eksempelvis demokrati og liberal markedsøkonomi, ikke nødvendigvis er de rette for Rusland.