Abstract
USA’s exit-strategi fra Afghanistan har båret præg af et italesat hovedmål om overdragelse af ansvar til de nationale myndigheder i landet. Exit-strategien udmærker sig ved sin lighed med USA’s afvikling af sit engagement i Vietnam for snart et halvt århundrede siden, hvor begrebet Vietnamisation fik en central position i forhold til den amerikanske tilbagetrækning. Selvom den amerikanske politik officielt lagde vægt på positiv overdragelse af national selvbestemmelse til regeringen i Sydvietnam, var målet med Vietnamisation næppe blot at slå et slag for det internationalt anerkendte princip om national selvbestemmelse. Den amerikanske opinion spillede en afgørende rolle og afslutningen af engagementet i Vietnam kan i lige så høj grad ses som en reaktion på den massive folkelige modstand mod krigen. Omtrent 40 år efter kan Obama-administrationen notere sig en lignende negativ trend i opbakningen til krigen i Afghanistan, og reaktionen er lidt af et sammentræf. Begge exitstrategier placerer princippet om national selvbestemmelse i centrum og fremskynder den militære transition. Tilbagetrækning af kamptropper er i begge tilfælde blevet lagt ind under denne politiske idealisme. Nixon og Kissinger vidste, at krigen i Vietnam var tabt. Vietnamisation havde i høj grad til formål at slutte USA’s engagement på en måde, der tog hensyn til USA’s internationale renomme.Spørgsmålet er så om de mange strategiske ligheder kan overføres til samme konklusion: krigen er tabt. Briefet har til hensigt at nærme sig svaret på dette spørgsmål via en komparativ analyse af de to amerikanske exit-startegier i henholdsvis Vietnam og Afghanistan.