Abstract
INDLEDNING
I lyset af den russiske annektering af Krim og konflikten i det østlige Ukraine er det relevant at vurdere eventuelle spændinger mellem de russisktalende mindretal og den titulære befolkning i de baltiske samfund og stater, i det sidstnævnte offentligt udtrykker bekymring for en mulig parallel udvikling i en eller anden form (Blank, 2016).
Formålet med dette brief er at undersøge relationerne på det politiske felt mellem henholdsvis den titulære befolkning og den russisktalende befolkning i de baltiske lande samt at identificere eventuelle spændingsområder, som Rusland ville kunne anvende til at fremme sine interesser i det baltiske område.
Efter en kort introduktion af baggrunden for de baltiske landes bekymring analyserer briefet mulige spændinger mellem de russisktalende mindretal og den titulære befolkning i hvert af de baltiske samfund. Afsættet for analysen er Pierre Bourdieus begreber om kapital, habitus og felt. Konklusionen fremdrager derefter de splittelser, som Rusland vil kunne udnytte i forhold til påvirkning af udviklingen mellem befolkningsgrupperne, og hvor de baltiske lande kan være udfordret i forhold til at håndtere russisk indflydelse.