Camilla Tenna Nørup Sørensen

Der har været en hektisk diplomatisk aktivitet i Asien over de sidste par måneder med et væld af topmøder. I centrum for langt størstedelen har været den øverste kinesiske leder Xi Jinping, der har mødtes med ikke mindre end 21 statsledere i de første fem måneder af 2026. Bare i den sidste måneds tid har Xi således taget imod både den amerikanske og den russiske præsident – og selv rejste han på et sjældent besøg til Pyongyang for at mødes med den nordkoreanske diktator Kim Jong-Un. I stigende grad formes den nye orden i Asien gennem dette intense topmødediplomati, suppleret af et væld af sikkerhedspolitiske møder samt mange nye militære samarbejder og aftaler. Sidstnævnte er ikke mindst drevet af regionens mindre og svagere stater, som finder sammen på kryds og tværs for at stå så stærkt som muligt i mødet med – på hver sin side – et stærkere og mere selvsikkert Kina og et uforudsigeligt og distraheret USA.

Der hersker ikke længere meget tvivl om, at vi er på vej ind i en ny verdensorden. Det er slut med den såkaldte unipolære verdensorden med USA som den dominerende stormagt. Det er især Kina, der nu for alvor træder frem som stormagt og USA’s primære stormagtsrival. Det har været længe undervejs – set fra Kina er der tale om en tilbagevenden til landets historiske og retmæssige stormagtsposition. Det er den såkaldte store genrejsning af den kinesiske nation, som Kommunistpartiet har haft som sin primære mission siden etableringen af Folkerepublikken Kina i 1949. Det tog imidlertid først for alvor fart efter Mao Zedongs død i 1976 og dermed afslutningen af Kulturrevolutionen. Det blev nemlig startskuddet for den økonomiske reformproces ført an af Deng Xiaoping, der tog over som den reelle leder af Kommunistpartiet og dermed Kina i slutningen af 1970’erne. Siden da har Kina gennemgået en dramatisk periode med økonomisk vækst og fremgang. Det er især gået stærkt efter det såkaldte andet reformskub i starten af 1990’erne. Det kinesiske BNP er således blevet ca. 50 gange større fra 360 milliarder USD i 1990 til omkring 18 billioner USD i 2025 iflg. data fra Verdensbanken og IMF. Det har medført enorme omvæltninger i kinesisk indenrigspolitik, men også i udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

DET SAMLEDE INDTRYK efter Trumps besøg i Beijing er, at amerikansk troværdighed har lidt endnu et knæk, mens Kinas stormagtsambitioner fremstår endnu klarere. Trumps slingrende tilgang til Kina mindsker gradvis USA's muligheder for at påvirke Kinas strategiske valg. I hovedstæderne rundt om i Asien er især Trumps udmeldinger om Taiwan blevet modtaget med stor bekymring – hvis Taipei ikke kan regne med amerikansk støtte, ser Tokyo og Seoul heller ikke grund til at gøre det. De risikerer også at ende som en brik i forhandlingerne mellem Trump og Xi. På den vis er amerikanske allierede og partnere i Asien og Europa i stigende grad i samme båd med et enormt pres for at tage ansvar for egen sikkerhed. Det understreges kun yderligere af præsident Putins statsbesøg i Kina i disse dage. Xi Jinping leder an i de igangværende forandringer i det internationale system, som ikke er set i et århundrede.

Det er en vedvarende og langsigtet strategisk prioritet for Kina at sikre sin tilstedeværelse og indflydelse i Arktis. Det er imidlertid ikke korrekt, når Trump advarer om kinesiske skibe rundt om Grønland. Øen tildeles generelt ikke stor betydning i den kinesiske strategi i regionen, men anses allerede som del af den amerikanske interessesfære. For Kina er den russiske del af Arktis i fokus, og det er snarere i og omkring Beringstrædet, at amerikanerne konfronterer kinesiske skibe. Det ændrer imidlertid ikke ved, at Grønland – og Rigsfællesskabet – skal navigere i stormagtskonkurrencen mellem USA og Kina.

Especially since the Russian full-scale invasion of Ukraine in 2022, the Russians have been less hesitant to welcome China into the Russian Arctic – a vast region that accounts for approximately half of the Arctic. Improved access to the Russian Arctic – and the growing cooperation with Russia in the Arctic – means it is less imperative for China to gain access to other parts of the Arctic, including Greenland, from which the Chinese have retreated since 2019, and there are today no Chinese investments or projects in Greenland, nor are there Chinese ships circling around the island. In contrast to the US and Russia, China has no territory in the Arctic and fears being sidelined and excluded as the great power competition intensifies. That is why it is urgent for China to push for greater influence of non-Arctic-specific governance and legitimate rights for non-Arctic states in the region. China is not focusing on asserting control but rather on ensuring access.

Det kinesiske militær er grundlæggende er en politisk organisation – det er den væbnede fløj af kommunistpartiet med den primære opgave at sikre partiets magt, som i disse år er lig Xis magt. Beskeden til de yngre officerer, som nu er på vej op igennem systemet, er, at loyalitet mod Xi og partiet er afgørende for deres videre karriere. Det betyder imidlertid ikke, at de ikke bliver dygtige officerer med stærke militærfaglige kompetencer – det er muligt at være både loyal og kompetent i det kinesiske system.

Fra kinesisk side anses Grønland allerede som en del af USA’s interessesfære, men spørgsmålet om nye muligheder for Kina i tilfælde af fremtidig grønlandsk selvstændighed spøger i baggrunden. Men for nu har kineserne affundet sig med amerikanernes dominans og har så til gengæld skruet yderligere op for den arktiske dimension af samarbejdet med Rusland. De senere år har vi set en stigning i fælles kinesisk-russiske aktiviteter i Arktis – det gælder også militære aktiviteter. Det foregår imidlertid primært i og omkring Beringstrædet og dermed langt fra Grønland.