Jørgen Meedom Staun

Indledning
Når vestlige politikere og analytikere bedømmer Ruslands adfærd i det internationale system, hører man ofte udsagn om, at Rusland har ”et såret ego” og har svært ved at komme sig over tabet af sin supermagtsstatus, er ”paranoid” eller udviser en ”koldkrigsmentalitet”. Da Rusland svarede igen på Georgiens invasion af Sydossetien i august 2008 blev det for eksempel i Financial Times udlagt som et spørgsmål om ”såret [russisk] stolthed”. Time Magazine mente, at årsagen til krigen kunne findes i russernes ”boblende raseri over deres tabte storhed”, og bladet forklarede, at ”Putin synes først og fremmest at have valgt konflikt ud fra et spørgsmål om ære, eller, sagt på en anden måde, oplevet ydmygelse”. Også i forhold til den russiske modstand mod en skrappere kurs overfor Bashar al-Assads syriske regime benyttes fortællingen om Ruslands sovjet-mentalitet til at forklare Moskvas handlinger. Således beskyldte The Economist tilbage i februar 2012 Ruslands modstand for at være baseret på en ”refleksmæssig” respons overfor Vesten, som gav mening ”den gang, da USSR agerede veto-leder i Sikkerhedsrådet for en verdensomspændende blok af autoritære klientstater”.
Ærindet her er ikke at påstå, at den russiske udenrigspolitiske tænkning ikke har et vist præg af koldkrigsmentalitet over sig, eller at der ikke er klare spor af ”såret stolthed” endsige en vis optagethed af kravet til Vesten om respekt og anerkendelse. Således var det netop spørgsmålet om ”respekt”, der var et af præsident Dmitrij Medvedevs væsentligste argumenter for, hvorfor Rusland gik så talstærkt ind i Georgien i 2008: ”Respekt, respekt for vores land, vort folk og vore værdier”, som han udtrykte det den 18. august 2008 i en tale til russiske veteraner. Men en psykologisk eller socialpsykologisk tilgang til international politik, som fokuserer på sårede følelser hos en forhenværende supermagt og dets postsovjetiske ledere, der har svært ved at stille sig til tåls med den reducerede rolle i verden, Rusland har været tildelt efter den Kolde Krigs afslutning, giver os ikke hele billedet. Langt fra. Ruslands udenrigspolitik har således fulgt klare og ret stabile linjer siden slutningen af Vladimir Putins første præsidentperiode, som ikke kan forklares med hverken et psykologisk eller socialpsykologisk approach. Ruslands udenrigspolitik er nemlig i høj grad et spørgsmål om nationale- og eliteinteresser, der er afledt af den mest centrale markør for den russiske, politiske selvforståelse, nemlig at Rusland er eller igen skal være en stormagt i egen ret i det internationale system.