Jørgen Meedom Staun

Omdrejningspunktet for dette kapitel er russisk hybrid krigsførelse i et aktuelt og historisk perspektiv. Udover at levere et konkret bidrag til nærværende antologi om Ruslands tilgang til krig, skal kapitlet samtidig ses som et bidrag til den danske forskning i hybrid krigsførelse, der fortsat er i sin indledende fase, og hvor mange facetter af fænomenet og dets implikationer for dansk sikkerhed endnu er underbelyste. Kapitlet falder i to dele. I første del introduceres læseren til hybrid krigsførelse som begreb, hvilket er særligt påkrævet, idet der på nuværende tidspunkt langt fra kan siges at eksistere en konsensus i forhold til dets indhold, ligesom kritikken af begrebet har været ganske omfattende. Udgangspunktet er i den sammenhæng, at vi har behov for et begreb om hybrid krigsførelse af principielle grunde, idet begrebet – dets omskiftelige og omdiskuterede karakter til trods - grundlæggende indfanger en tendens i moderne krigsførelse og specifikt bidrager til at gøre os klogere på én blandt flere strategier i den russiske værktøjskasse. Dette leder os videre til kapitlets andel del, hvor Ruslands anvendelse af hybrid krigsførelse bliver analyseret i et historisk og aktuelt perspektiv. Der vil her blive argumenteret for, at Ruslands annektering af Krim-halvøen i 2014 ikke repræsenterer noget nyt in kind – idet hybride virkemidler historisk set har været en del af den sovjetiske/russiske portefølje. Omvendt repræsenterer begivenheden noget nyt in degree i den forstand, at den dels demonstrerer Ruslands forbedrede evne til at synkronisere anvendelsen af sine magtinstrumenter på en kampplads kendetegnet ved nye domæner og nye teknologier, og dels reflekterer Ruslands øgede prioritering af ikke-militære virkemidler i bestræbelserne på at realisere statens målsætninger.