Katrine Nørgaard

In recent years, the accelerating development of autonomous weapon systems (AWS) and so-called ‘killer robots’, has raised a number of legal and ethical concerns in the international community, including questions of compliance with international law and the principles of Just War. At the same time, governments and military services hope to introduce game-changing military technologies that are ‘better, faster and cheaper’, investing heavily in research and development of AWS. In this paper, I wish to map the different and competing practices of critique and justification that shape the technopolitical controversy of AWS, showing its complexity and internal contradictions. In addition to identifying the dominant regimes of justification, that organize the discourse of AWS, I argue that the military bureau and its officeholders become technopolitical mediators and translators of risk in an emergent practice of jurisprudence, referred to as ‘hybrid law’, allowing the simultaneous application of a plurality of conflicting legal, ethical, political and economic rationalities.

I dette paper beskæftiger vi os med aktionsforskningens kritiske potentiale som en praksisnær forskningsmetode, der involverer forskeren i sit eget genstandsfelt. Med afsæt i et kritiksociologisk perspektiv argumenterer vi for, at mødet mellem aktionsforskeren og de professionelle aktører indstifter et kritisk træf, i hvilket forskeren indtager en dobbeltposition som (kritisk) iagttager af og (kritisk) deltager i felten. Som iagttagende deltager træder aktionsforskeren så at sige ind og ud af de(n) verden(er), der undersøges, i en bestandig vekslen mellem nærhed og distance. I denne bevægelse gøres både forskerens og aktørernes verdenstydninger til genstand for kritisk evaluering og forhandling af mening. Det kritiske træf installerer i denne forstand et fælles erfarings- og erkendelsesrum, hvor forskeren og aktørerne gensidigt udsætter sig for hinandens iagttagelser og tilsætter nye betydninger til mennesker, ting og handlinger. Frem for at sætte forskeren i en privilegeret og kontekstuafhængig iagttagerposition, der hæver sig op over aktørerne, bestemmer vi derfor kritisk nærhed som en interaktiv og empirifølsom feltmetode, der afsøger og afprøver aktørernes egne kritiske udspil og fremtidsudkast. Kritisk nærhed får dermed karaktér af et videnspolitisk mellemværende, der udfordrer feltens selvfølgeligheder og anviser nye fortolknings- og handlemuligheder for de professionelle aktører.