Camilla Tenna Nørup Sørensen

Der har været en hektisk diplomatisk aktivitet i Asien over de sidste par måneder med et væld af topmøder. I centrum for langt størstedelen har været den øverste kinesiske leder Xi Jinping, der har mødtes med ikke mindre end 21 statsledere i de første fem måneder af 2026. Bare i den sidste måneds tid har Xi således taget imod både den amerikanske og den russiske præsident – og selv rejste han på et sjældent besøg til Pyongyang for at mødes med den nordkoreanske diktator Kim Jong-Un. I stigende grad formes den nye orden i Asien gennem dette intense topmødediplomati, suppleret af et væld af sikkerhedspolitiske møder samt mange nye militære samarbejder og aftaler. Sidstnævnte er ikke mindst drevet af regionens mindre og svagere stater, som finder sammen på kryds og tværs for at stå så stærkt som muligt i mødet med – på hver sin side – et stærkere og mere selvsikkert Kina og et uforudsigeligt og distraheret USA.

I disse år udviskes den arbejdsdeling, der i mange år har været mellem Kina og Rusland i Centralasien. Det er slut med, at Kina holder sig til det økonomiske område og ikke udfordrer Rusland som den centrale politiske og sikkerhedspolitiske aktør i regionen. Den kinesiske vision er imidlertid endnu større og sigter mod en tættere integration af Kina, Centralasien og Mellemøsten.

Kina har store interesser i Arktis, som spiller ind i Kinas økonomiske planer og stormagtsdrømme. Kina er dog på taktisk retræte, fordi USA og andre lande er blevet mere skeptiske over for Kinas mål med sin tilstede-værelse i arktis. Men Kinas interesse består, og det kan blive svært at holde landet ude af regionen, siger Camilla T. N. Sørensen i denne analyse.

Kinas engagement i Arktis er under stor bevågenhed, ikke mindst i USA, der ser med stor skepsis på kinesiske bestræbelser på at sikre Kinas tilstedeværelse og indflydelse i regionen. Der er ikke tvivl om, at Kina tillægger Arktis en stigende betydning. Den kinesiske Arktisstrategi, der blev offentliggjort i januar 2018, står som en foreløbig kulmination på de senere års udvikling af en stærkere, mere aktiv og sofistikeret kinesisk tilgang til Arktis. Det er imidlertid vanskeligt for Beijing, særligt i lyset af den stigende USA-Kina-stormagtskonkurrence og den generelt stigende Kina-skepsis i de nordiske hovedstæder og i Canada. På trods af vanskelighederne er Kinas interesser i Arktis “vedholdende”, som Forsvarets Efterretningstjeneste formulerer det i den seneste risikovurdering. Det rejser spørgsmålet om, hvad der egentlig driver Kinas engagement i Arktis – hvorfor tildeles Arktis en stigende betydning i Beijing? Og hvilke perspektiver tegner sig fremover, som USA-Kina stormagtskonkurrencen tager yderligere til.