Camilla Tenna Nørup Sørensen

DET SAMLEDE INDTRYK efter Trumps besøg i Beijing er, at amerikansk troværdighed har lidt endnu et knæk, mens Kinas stormagtsambitioner fremstår endnu klarere. Trumps slingrende tilgang til Kina mindsker gradvis USA's muligheder for at påvirke Kinas strategiske valg. I hovedstæderne rundt om i Asien er især Trumps udmeldinger om Taiwan blevet modtaget med stor bekymring – hvis Taipei ikke kan regne med amerikansk støtte, ser Tokyo og Seoul heller ikke grund til at gøre det. De risikerer også at ende som en brik i forhandlingerne mellem Trump og Xi. På den vis er amerikanske allierede og partnere i Asien og Europa i stigende grad i samme båd med et enormt pres for at tage ansvar for egen sikkerhed. Det understreges kun yderligere af præsident Putins statsbesøg i Kina i disse dage. Xi Jinping leder an i de igangværende forandringer i det internationale system, som ikke er set i et århundrede.

Det kinesiske militær er grundlæggende er en politisk organisation – det er den væbnede fløj af kommunistpartiet med den primære opgave at sikre partiets magt, som i disse år er lig Xis magt. Beskeden til de yngre officerer, som nu er på vej op igennem systemet, er, at loyalitet mod Xi og partiet er afgørende for deres videre karriere. Det betyder imidlertid ikke, at de ikke bliver dygtige officerer med stærke militærfaglige kompetencer – det er muligt at være både loyal og kompetent i det kinesiske system.

Fra kinesisk side anses Grønland allerede som en del af USA’s interessesfære, men spørgsmålet om nye muligheder for Kina i tilfælde af fremtidig grønlandsk selvstændighed spøger i baggrunden. Men for nu har kineserne affundet sig med amerikanernes dominans og har så til gengæld skruet yderligere op for den arktiske dimension af samarbejdet med Rusland. De senere år har vi set en stigning i fælles kinesisk-russiske aktiviteter i Arktis – det gælder også militære aktiviteter. Det foregår imidlertid primært i og omkring Beringstrædet og dermed langt fra Grønland.

Alt under himlen er i kaos – situationen er fremragende. Dette gamle revolutionære slogan fra Mao Zedong trækker på traditionel kinesisk filosofi, som påpeger, hvordan enhver krise bringer nye muligheder, ligesom kaos rummer potentiale for forandringer.  Sloganet indrammer den dominerende analyse af verdensordenen blandt kinesiske forskere og analytikere – verden gennemgår forandringer ikke set i et århundrede, og det baner vejen for realiseringen af den store nationale genrejsning, som skal bringe Kina tilbage til dets retmæssige stormagtsposition.

Ruslands invasion af Ukraine har sat Kina i en vanskelig situation, hvor mange forskellige og ofte modsatrettede hensyn skal balanceres. Beijing har indledningsvist forsøgt at holde lav profil og at reducere krigen i Ukraine til et primært europæisk anliggende, men det har hurtigt vist sig at være umuligt. Over de næste uger bliver Beijing tvunget til at træffe nogle svære valg. Det er ikke let at forudsige, hvordan de valg vil falde ud, men det vil få store implikationer ikke udelukkende for den videre udvikling af krigen i Ukraine og det russisk-kinesiske samarbejde men også for synet på Kina i Washington og de europæiske hovedstæder. Beijing ønsker ikke at blive slået i hartkorn med Moskva, men det kan stadig blive udfaldet. 

Ikke blot Kinas opstigen, men udviklingen i hele den asiatiske region understreger, at Europa og Danmark er nødt til at nyorientere sig. Vi kan med fordel lade os inspirere af Biden-administrationens opbygning af videnskapacitet om Asien på alle policyområder, så vi kan træffe oplyste valg, skriver lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet, Camilla T.N. Sørensen, i denne kronik