Camilla Tenna Nørup Sørensen

Der hersker ikke længere meget tvivl om, at vi er på vej ind i en ny verdensorden. Det er slut med den såkaldte unipolære verdensorden med USA som den dominerende stormagt. Det er især Kina, der nu for alvor træder frem som stormagt og USA’s primære stormagtsrival. Det har været længe undervejs – set fra Kina er der tale om en tilbagevenden til landets historiske og retmæssige stormagtsposition. Det er den såkaldte store genrejsning af den kinesiske nation, som Kommunistpartiet har haft som sin primære mission siden etableringen af Folkerepublikken Kina i 1949. Det tog imidlertid først for alvor fart efter Mao Zedongs død i 1976 og dermed afslutningen af Kulturrevolutionen. Det blev nemlig startskuddet for den økonomiske reformproces ført an af Deng Xiaoping, der tog over som den reelle leder af Kommunistpartiet og dermed Kina i slutningen af 1970’erne. Siden da har Kina gennemgået en dramatisk periode med økonomisk vækst og fremgang. Det er især gået stærkt efter det såkaldte andet reformskub i starten af 1990’erne. Det kinesiske BNP er således blevet ca. 50 gange større fra 360 milliarder USD i 1990 til omkring 18 billioner USD i 2025 iflg. data fra Verdensbanken og IMF. Det har medført enorme omvæltninger i kinesisk indenrigspolitik, men også i udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Det er en vedvarende og langsigtet strategisk prioritet for Kina at sikre sin tilstedeværelse og indflydelse i Arktis. Det er imidlertid ikke korrekt, når Trump advarer om kinesiske skibe rundt om Grønland. Øen tildeles generelt ikke stor betydning i den kinesiske strategi i regionen, men anses allerede som del af den amerikanske interessesfære. For Kina er den russiske del af Arktis i fokus, og det er snarere i og omkring Beringstrædet, at amerikanerne konfronterer kinesiske skibe. Det ændrer imidlertid ikke ved, at Grønland – og Rigsfællesskabet – skal navigere i stormagtskonkurrencen mellem USA og Kina.

Especially since the Russian full-scale invasion of Ukraine in 2022, the Russians have been less hesitant to welcome China into the Russian Arctic – a vast region that accounts for approximately half of the Arctic. Improved access to the Russian Arctic – and the growing cooperation with Russia in the Arctic – means it is less imperative for China to gain access to other parts of the Arctic, including Greenland, from which the Chinese have retreated since 2019, and there are today no Chinese investments or projects in Greenland, nor are there Chinese ships circling around the island. In contrast to the US and Russia, China has no territory in the Arctic and fears being sidelined and excluded as the great power competition intensifies. That is why it is urgent for China to push for greater influence of non-Arctic-specific governance and legitimate rights for non-Arctic states in the region. China is not focusing on asserting control but rather on ensuring access.

Denne artikel analyserer og diskuterer fremtiden for Arktisk Råd i konteksten af den intensiverede stormagtskonkurrence, herunder særligt det styrkede strategiske partnerskab mellem Rusland og Kina på den ene side og de vestlige arktiske stater på den anden side. Hovedspørgsmålet er, hvorvidt Rusland – i en situation, hvor Moskva i stigende grad er under pres fra Vesten og stærkt afhængigt af Kina – kan tænkes at efterkomme det kinesiske ønske om institutionsbygning udenom Arktisk Råd?

De næste år vil derfor blive vanskelige for Arktisk Råd, der skal balancere forskellige hensyn og interesser. Der er meget, der taler for at få en pragmatisk dialog i stand med Rusland om Arktisk Råds fremtid. Det forudsætter, at de vestlige arktiske stater, inkl. Danmark, som i 2025 overtager formandskabet for Arktisk Råd, bliver enige om en fremtidsvision for Arktisk Råd, som inkluderer Rusland.

NATO blev etableret for 75 år siden som et bolværk mod sovjetisk ekspansion i kølvandet på anden verdenskrig. Som alle militære alliancer har NATO løbende tilpasset sig den sikkerhedspolitiske kontekst, hvilket blandt andet kunne ses efter Sovjetunionens opløsning, hvor alliancen begyndte at engagere sig uden for NATO’s kerneområde. Med Ruslands ageren gennem de seneste 10 år er nogle af de gamle dyder fundet frem igen, og territorialforsvar og afskrækkelse er atter højest på NATO’s dagsorden. Fremtiden for alliancen bliver imidlertid ikke udelukkende afgjort af, hvordan krigen i Ukraine ender, og hvad det betyder for NATO’s forhold til Rusland. Den videre udvikling i USA’s konfrontation med Kina, som militært særligt udspiller sig i Indo-Pacific, vil også få stor betydning for NATO’s fremtid.

Den militære balance i Taiwanstrædet er tippet til kinesernes fordel, og når de intensiverede kinesiske hybridaktiviteter lægges oveni, ser det uhyre vanskeligt ud for øen. Selvom vi kun er godt halvvejs inde i 2024, er det allerede et historisk år for de 23 millioner indbyggere i Taiwan – begivenhedsrigt, modsætningsfyldt og foruroligende. Det skyldes ikke det ellers meget voldsomme jordskælv, som ramte øen i starten af april, men det hænger sammen med kombinationen af indenrigspolitiske omvæltninger, komplekse sikkerhedspolitiske skift og voksende trusler fra den anden side af Taiwanstrædet.

Der er over det seneste år – især efter besøget til Taiwan i august 2022 af den daværende leder i Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi – etableret en ny normal i Taiwanstrædet med et markant højere spændingsniveau og styrket militær tilstedeværelse og øvelsesaktivitet fra såvel kinesisk som amerikansk og taiwansk side. Særligt i USA er det efterhånden en udbredt antagelse, at der vil komme en krig med Kina i Taiwanstrædet – der er blandt amerikanske generaler nærmest gået sport i at udvikle diverse scenarier og deadlines herfor. Det er en farlig udvikling. Konflikten i Taiwanstrædet skal ikke løses, men den skal håndteres. Det kræver vilje, kreativ diplomati og politisk kompromisvillighed, og det er der knaphed på. Forholdet mellem USA og Kina er på et historisk lavpunkt med meget lav tillid og mangel på dialog- og konflikthåndteringsmekanismer. Det øger risikoen for misforståelser og overreaktioner. Det gælder særligt i Taiwanstrædet, hvor kinesisk og amerikansk militær står mest direkte over for hinanden. Det er derfor i Taiwanstrædet, at der er størst risiko for en militær konflikt mellem USA og Kina i de kommende år med enorme implikationer for resten af verden.