Camilla Tenna Nørup Sørensen

Denne artikel analyserer og diskuterer fremtiden for Arktisk Råd i konteksten af den intensiverede stormagtskonkurrence, herunder særligt det styrkede strategiske partnerskab mellem Rusland og Kina på den ene side og de vestlige arktiske stater på den anden side. Hovedspørgsmålet er, hvorvidt Rusland – i en situation, hvor Moskva i stigende grad er under pres fra Vesten og stærkt afhængigt af Kina – kan tænkes at efterkomme det kinesiske ønske om institutionsbygning udenom Arktisk Råd?

De næste år vil derfor blive vanskelige for Arktisk Råd, der skal balancere forskellige hensyn og interesser. Der er meget, der taler for at få en pragmatisk dialog i stand med Rusland om Arktisk Råds fremtid. Det forudsætter, at de vestlige arktiske stater, inkl. Danmark, som i 2025 overtager formandskabet for Arktisk Råd, bliver enige om en fremtidsvision for Arktisk Råd, som inkluderer Rusland.

NATO blev etableret for 75 år siden som et bolværk mod sovjetisk ekspansion i kølvandet på anden verdenskrig. Som alle militære alliancer har NATO løbende tilpasset sig den sikkerhedspolitiske kontekst, hvilket blandt andet kunne ses efter Sovjetunionens opløsning, hvor alliancen begyndte at engagere sig uden for NATO’s kerneområde. Med Ruslands ageren gennem de seneste 10 år er nogle af de gamle dyder fundet frem igen, og territorialforsvar og afskrækkelse er atter højest på NATO’s dagsorden. Fremtiden for alliancen bliver imidlertid ikke udelukkende afgjort af, hvordan krigen i Ukraine ender, og hvad det betyder for NATO’s forhold til Rusland. Den videre udvikling i USA’s konfrontation med Kina, som militært særligt udspiller sig i Indo-Pacific, vil også få stor betydning for NATO’s fremtid.

Den militære balance i Taiwanstrædet er tippet til kinesernes fordel, og når de intensiverede kinesiske hybridaktiviteter lægges oveni, ser det uhyre vanskeligt ud for øen. Selvom vi kun er godt halvvejs inde i 2024, er det allerede et historisk år for de 23 millioner indbyggere i Taiwan – begivenhedsrigt, modsætningsfyldt og foruroligende. Det skyldes ikke det ellers meget voldsomme jordskælv, som ramte øen i starten af april, men det hænger sammen med kombinationen af indenrigspolitiske omvæltninger, komplekse sikkerhedspolitiske skift og voksende trusler fra den anden side af Taiwanstrædet.

Der er over det seneste år – især efter besøget til Taiwan i august 2022 af den daværende leder i Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi – etableret en ny normal i Taiwanstrædet med et markant højere spændingsniveau og styrket militær tilstedeværelse og øvelsesaktivitet fra såvel kinesisk som amerikansk og taiwansk side. Særligt i USA er det efterhånden en udbredt antagelse, at der vil komme en krig med Kina i Taiwanstrædet – der er blandt amerikanske generaler nærmest gået sport i at udvikle diverse scenarier og deadlines herfor. Det er en farlig udvikling. Konflikten i Taiwanstrædet skal ikke løses, men den skal håndteres. Det kræver vilje, kreativ diplomati og politisk kompromisvillighed, og det er der knaphed på. Forholdet mellem USA og Kina er på et historisk lavpunkt med meget lav tillid og mangel på dialog- og konflikthåndteringsmekanismer. Det øger risikoen for misforståelser og overreaktioner. Det gælder særligt i Taiwanstrædet, hvor kinesisk og amerikansk militær står mest direkte over for hinanden. Det er derfor i Taiwanstrædet, at der er størst risiko for en militær konflikt mellem USA og Kina i de kommende år med enorme implikationer for resten af verden.

Russia’s full-blown invasion of Ukraine in February 2022 has led to concern about the implications for Arctic governance and stability. The Arctic Council has been temporarily suspended and the security tension between Russia and the seven other Western Arctic states has intensified. A more isolated Russia under Western sanctions leans even more towards the East, where China, especially, figures as an attractive strategic partner. In this article, we set out to examine the prospects for Russian-Chinese strategic cooperation in the Arctic. We introduce a social constructivist perspective highlighting how strategic culture may serve as a lens through which to analyse developments in states’ strategies – specifically their ends, ways and means. Applying our culturally applicable ends-ways-means (EWM) model, we show how Russian and Chinese strategic cultures set distinct limits to their strategic cooperation in the Arctic. The two states’ identity-driven urge to secure and display their great power position will increasingly collide. It is therefore our prediction that Russia and China will eventually act in ways that will gradually come to undermine their strategic cooperation in the region.

Arktis er gennem de senere år kommet helt øverst på den danske sikkerhedspolitiske dagsorden. Det vil kun blive forstærket af krigen i Ukraine, der for alvor kommer til at trække stormagtskonflikterne mellem USA, Rusland og Kina ind i regionen med intensiverede sikkerhedspolitiske spændinger og voksende militær tilstedeværelse, særligt fra Rusland og USA, til følge. NATO vil også i stigende grad se mod nord, hvilket vil øge det russiske sikkerhedspolitiske og militære fokus. Militærbalance og afskrækkelseslogikker velkendt fra den kolde krig kommer atter til at dominere Arktis. Derved bliver det vanskeligt for Rigsfællesskabet og de øvrige mindre regionale lande at fastholde det arktiske samarbejde og regionens såkaldte lavspænding, som betegner, hvordan de arktiske lande, trods stigende sikkerhedspolitiske konflikter uden for Arktis, har evnet at fastholde deres samarbejde i Arktis. Det er ikke længere muligt. Krigen i Ukraine har allerede medført, at Arktisk Råd, som er den vigtigste samarbejdsinstitution i regionen, er sat på pause. Denne artikel ser nærmere på, hvordan stormagtspolitikken i stigende grad dominere Arktis og på hvad implikationerne heraf er for Rigsfællesskabet

In order to analyse the main driving forces in Chinese foreign policy, this article advances a neoclassical realist argument detailing how certain domestic dynamics that develop between an authoritarian leadership and the society when the country is ‘rising’ constrain its foreign policy behaviour in complex ways. Subsequently, the derived analytical framework is applied in an analysis of China’s ‘assertive turn’ in East Asia. It shows how certain authoritarian regime concerns intensify as China’s great power capabilities and influence grow, resulting in a different room to manoeuvre for Beijing in East Asia, which both encourages and enables a more assertive foreign policy behaviour. In the foreign policy literature, there is general agreement that regime type matters and has explanatory power when seeking to specify the domestic restraints on states’ foreign policy. However, there is still a lack of systematic conceptualisation of the regime type variable and theoretical explanations for how it matters. The neoclassical realist argument on the foreign policy of rising authoritarian states developed in this article is a step in this direction bridging the research fields of international relations, comparative politics and area studies.

China wants to ensure its role as a major stakeholder in the Arctic, and improving Chinese technological capabilities play a prominent albeit complex role in this endeavour as a means both to strengthen China’s attractiveness in the eyes of the Arctic states and stakeholders and to ensure that China is able to establish a presence in the region and access its resources. However, development and application of Chinese technology in the Arctic is also an end in itself. Beijing defines the polar regions, the seabed and the outer space as “new strategic frontiers” (zhanlüe xin jiangyu) understood as the most challenging – but also most rewarding – areas to operate in, which relates not narrowly to the tangible Arctic resources to be extracted, but also to the pressure Chinese entities in the region are under to advance their knowledge and improve their technological capabilities and solutions. This further links China’s Arctic engagement with its national development strategy, where ensuring China a frontrunner position within new technologies is a key priority, as well as with China’s broader geo-strategic visions and plans. The article has two main contributions. Firstly, it scrutinises the role of technology in China’s Arctic engagement and shows how it is best viewed as a long-term process. Secondly, the article highlights how the intensifying US-China great power rivalry in recent years has led to a pragmatic adjustment in China’s approach and tactics in the region, characterised by what we call Chinese “tactical retreat”. Following the “China’s Arctic engagement as a long-term process” argument, the key point is that establishing Chinese presence and influence in the Arctic will continue to be a persistent Chinese priority, but Beijing is a ble and willing to scale down and keep a lower profile when assessed as strategically beneficial. This underscores how China’s Arctic engagement has become more confident and sophisticated over the recent decade. 

Coronakrisen har bragt forholdet mellem USA og Kina ned på et nyt lavpunkt. Beskyldninger flyver frem og tilbage, og spændingerne stiger i vigtige brændpunkter som Taiwan Strædet og det Sydkinesiske Hav. De to ledere – præsident Trump og præsident Xi Jinping – anlægger begge en kompromisløs og nationalistiske linje. Mere end geopolitiske ambitioner hænger det imidlertid sammen med, at såvel Trump som Xi har fokus rettet mod at håndtere vanskellige indenrigspolitiske pres med et nært forestående præsidentvalg i USA og rekordlave økonomiske vækstrater i Kina med stigende arbejdsløshed og sociale spændinger til følge. Der er ingen opblødning i sigte, snarere tværtimod.