Henrik Østergaard Breitenbauch

Abstract and recommendations

An intensifying great-power competition takes the form of a military technological competition focusing on disruptive technologies from the Fourth Industrial Revolution. For small states such as Denmark, this increases the value of being able to keep up with and understand the evolving international military technological development in order to prioritize where and how to invest in new military acquisition projects. For Denmark, this presents a particularly tough challenge. Due to a number of budget analyses and reforms, the Danish approach to acquiring military capacities holds limited scope for monitoring and understanding the international military technological development. This report introduces the term ‘military technological situational awareness’ (MTSA) as a particular state competence which is separate from the acquisition of large-scale military technology although it does support these processes. A high level of MTSA supports decision makers in defence and security policy, including the defence planning process. The report shows that the development of the Danish military acquisition model has resulted in a limited state capacity for MTSA. Danish processes for monitoring and creating an understanding of international military technological development focus mostly on gathering information through allied partners (often closely connected with acquisition projects) and involves only parts of the military technological network in a non-formalized way.

The analysis of the report identifies a number of potentials for the Danish military technological network which can contribute to the development of MTSA. First, the formulation of a Danish military innovation policy can establish a framework for guaranteeing focus on developing and retaining Danish military technological knowledge, both nationally and through international cooperation. A coherent policy can support cooperation, knowledge sharing, and network properties between universities, the Danish and the international defence industry, and public authorities regarding research, development, testing, and production of innovative military technologies. The Danish Ministry of Defence can strengthen and utilize the extended military technological network in gathering, sorting, and prioritizing knowledge and information. The size and cohesion of the network can be strengthened in both its formal and informal aspects. The network can be further formalized, activated periodically, and be deepened in certain relationships. Similarly, the possibilities for activating the network in formal processes can be strengthened and include larger parts of the network when it comes to general long-term planning processes and more specific capacity acquisition processes. The Danish Ministry of Defence and especially the Danish Armed Forces can increase the value of technical and technological knowledge for both military and civilian personnel. Technological knowledge and the specialization in related skills can be described more explicitly as a career path and generally be granted higher value in all phases of human resource management – recruitment, education, in-service training, and promotions. The prioritization of MTSA can be further institutionalized by establishing the position of Chief Scientist to the Chief of Defence. The Chief Scientist will ensure that the Chief of Defence has access to updated and relevant knowledge on new technologies and can be included in discussions about the role of technology in new initiatives. Finally, the cooperative framework for the Danish Armed Forces and the Danish defence industry can be strengthened through public-private partnerships, cross-institutional development projects, and an increased focus on the European Defence Fund. These initiatives can include civilian firms, as potential synergies can be discovered in the development of dual-use technologies. 

Denne rapport er en del af Center for Militære Studiers forskningsbaserede myndighedsbetjening for Forsvarsministeriet og de politiske partier bag forsvarsforliget. Rapportens formål er at analysere, hvordan sikkerhedspolitisk dialog og engagement mellem Vesten og Rusland kan styrkes. Rapporten viser, at en række faktorer sandsynligvis vil forværre krisen mellem Rusland og vesten, men at Vesten kan udnytte et bredere politisk rum til at søge stabiliserende samarbejde med Rusland. På den baggrund kommer rapporten med en række anbefalinger til, hvordan Danmark kan påvirke den internationale samtale om den europæiske sikkerhedsorden.

Europa bør anlægge en mere klart strategisk, fælleseuropæisk tilgang til syddagsordenen, da udfordringerne fra Europas naboregioner til syd og sydøst, sandsynligvis kun vil blive større i fremtiden. Det er en af hovedpointerne i en ny rapport udgivet af centerleder Henrik Ø. Breitenbauch og Ph.d. studerende Niels Byrjalsen samt Laura H. Schousboe.Syddagsordenen udfordrer Europa Uregulerede migrationsstrømme, international terrorisme samt politisk og social ustabilitet, præger mange svage stater syd for Europa, og har allerede haft negative konsekvenser for sikkerheden i Europa. De europæiske stater og institutioner har de seneste par år igangsat en række politiske initiativer til håndtering af syddagsordenen, men der er behov for en samlende strategisk tilgang fremadrettet. To strategiske pejlemærkerTil håndtering af syddagsordenen anbefaler rapporten to strategiske pejlemærker: engagement og afskærmning. Hvor engagement tilsiger, at vægten lægges på landene syd for Europa for dér at håndtere problemerne, og skabe sikre og legitime institutioner samt imødegå lokale udfordringer, tilsiger afskærmning omvendt, at Europa prioriterer initiativer i sine egne grænseregioner mod syd.Både engagement og afskærmning er idealtypiske pejlemærker, hvorfor den endelige strategi vil være en kombination af begge. Dog er det vigtigt at have for øje, når den rette balancering imellem de to tilgange skal findes og hvis kursen skal justeres. Danmark bør arbejde for en fælleseuropæisk strategiDa udfordringerne fra syddagsordenen er fundamentale for Europa, er de det også for Danmark, hvorfor Danmark aktivt bør søge at dagsordensætte spørgsmålet i EU og over for de store europæiske lande, og arbejde for en fælleseuropæisk strategi.

Der er rørte vande omkring Danmark. Et forværret sikkerhedspolitisk trusselsbillede placerer sammen med afgørende forandringer i forsvarspolitikkens internationale betingelser dansk forsvarspolitik ved en skillevej. Nye trusler og opgaver samt øget international organisering af militær magt, global teknologiudvikling og et markant internationalt økonomisk tryk skaber et dobbelt pres på forsvaret og forsvarspolitikken. Fordi Danmarks bidrag til at producere sikkerhed udfolder sig under forandrede internationale vilkår, er det afgørende at debattere, hvordan Danmark kan prioritere sin forsvarspolitiske indsats og forsvarets indretning, så dansk sikkerhed og indflydelse styrkes, så centrale internationale institutioner understøttes, og så Danmark kan medvirke til at løse konkrete sikkerhedspolitiske udfordringer. Formålet med denne rapport er at understøtte debatten om prioriteringer ved at belyse betingelser og balancer i dansk forsvarspolitik og identificere mulige håndtag, der fremadrettet kan støtte strategisk og politisk styring i – og debat om – dansk forsvarspolitik.Rapporten tager udgangspunkt i de i stigende grad internationale rammebetingelser for dansk forsvarspolitik for at afdække hovedtræk ved dansk forsvarspolitik, som den ser ud i dag. Rapporten fokuserer dermed på mellemregningerne mellem sikkerhedspolitiske udfordringer og konkrete forsvarspolitiske valg om materiel, personel og struktur. De mellemregninger handler om internationale forsvarspolitiske rammer – blandt andet øgede forventninger om samarbejde og stigende priser på højteknologisk materiel – og om muligheder for strategi og styring i forsvarspolitikken. På den baggrund identificerer rapporten fire strategiske balancer som bidrag til at debattere prioriteringerne i dansk forsvarspolitik og forsvarets fremtidige indretning.Det er balancen mellem et nationalt og et internationalt fokus, balancenmellem operative kapaciteter og støttefunktioner, balancen mellem et operativtfokus på kamp eller kontrol og endelig balancen mellem mennesker og maskiner. Disse afvejninger viser forskellige veje til forskellige typer fremtidige forsvar. I den fortsatte udvikling af forsvaret kan de balancer også understøtte en dialog om, hvordan strategiske mål for forsvaret og dansk forsvarspolitik skal identificeres og måles – både i og i forlængelse af det kommende forlig. Afhængig af politiske prioriteter, er der flere måder, hvorpå forsvarspolitikkens strategiske styring kan styrkes. Et middel kan være forskellige måltal, afledt af de fire balancer i forhold til international efterspørgsel. Et andet er et strategisk rammedokument for forsvarsområdet. Endvidere kan man fokusere på, om mål- og resultatstyringen af forsvaret er optimeret i forhold til de strategiske mål. Nye måltal bør også sikre nye data om dansk forsvarspolitik for forsvaret selv, for Folketinget og for offentligheden. Endelig kan forliget fastsætte gennemførelsen af større analyser om eksempelvis den militærteknologiske udviklings betydning for dansk forsvarspolitik eller de forventede forandrede krav til forsvarets ansatte i fremtiden.

Forholdet imellem Vesten og Rusland er forværret siden den russiske annektering af Krim i 2014. Den europæiske sikkerhedsorden, der muliggjorde fredelig sameksistens og fremskridt i de to årtier efter afslutningen af den kolde krig, er nu langt mindre stabil. Den nye situation er så markant anderledes, at tiden efter den kolde krig må siges at være slut. Rapporten undersøger væsentlige aspekter af den nye situation med henblik på dels at informere beslutningstagere om de strategiske forandringer, der følger af den nye sikkerhedspolitiske situation, dels at identificere overordnede tiltag, som kan reducere usikkerhed og pege frem mod en fornyet europæisk orden. Vestens reaktion har siden 2014 været fokuseret på kollektivt forsvar i NATO, som derfor har genopdaget afskrækkelsens militære dimensioner. Men NATO-landenemå også genopdage afskrækkelsen og konfliktens politiske dimensioner. Derfor analyseres for det andet Rusland som en geopolitisk udfordring, inklusive doktriner, politik og konfliktvision. Ruslands særlige og historiske tilgang til multidimensionel konflikt kommer i dag til udtryk i både hybrid krigsførelse og forsøg på politisk indblanding og subversion, som det ses i Vesten. Med udgangspunkt i Ruslands langvarige ambivalens i forhold til sin egen rolle i Europa og Vesten analyserer rapporten også udfordringerne for den europæiske orden. Varetagelsen af den europæiske orden er et særligt vestligt ansvar, både fordi Vesten er den stærke part og fordi Rusland aktivt modarbejder den. Rapporten når bl.a. følgende konklusioner:• Vestens langsigtede mål bør fortsat være at integrere Rusland i den europæiske sikkerhedsorden. Vesten bør ikke gå på kompromis med idealet om et Europa, der er samlet, frit og fredeligt. Russiske bekymringer bør ikke desto mindre tages i betragtning, hvor det er muligt, så en samlet europæisk sikkerhedsorden kan genetableres.• Da Rusland sigter mod at undergrave den europæiske orden såvel som vestlig enhed, bliver sikkerhedsordenen mere heterogen, hvilket i sig selv fører til yderligere øget usikkerhed. Vesten og NATO bør være særligt opmærksomme på at reducere risikoen for utilsigtet eskalering.• NATO’s kollektive forsvar er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for at håndtere den russiske udfordring. Afskrækkelse er en kompleks virkning af både militære og politiske anstrengelser.• Danmark bør aktivt fremme og understøtte alle institutioner i europæisk sikkerhed, inklusive over for USA og de store europæiske lande.

The Nordic–Baltic region is located as a geopolitical buffer zone between the great power interests of the East and the West. As external pressures are rising with an assertive Russia to the east and uncertainties about US NATO guarantees to the west, compounded by an uncertain EU, the region is challenged to respond, particularly in the areas of defence and security. This report begins with the regional demand for enhanced defence and security cooperation.This was the background for a workshop that was held at the Centre for Military Studies in March 2017 consisting of 25 regional experts, all weighing in on the current status and possible future venues for Nordic–Baltic defence and security cooperation. The report reflects this, as it provides a brief institutional survey of the main regional defence and security collaborations and follows up with numerous options for future Nordic–Baltic cooperation. These options are presented through four dimensions of defence and security cooperation: Political level options, force generation options, force employment options and security and resilience options, all of which comprise concrete, policy-oriented ideas that can either be implemented as is or – more ambitiously – will inspire new ideas. The report suggests a Nordic–Baltic ‘Schengen for Defence’, Baltic NORDEFCO membership, adaption of NB8 to be the principal regional venue for defence and security dialogue, Nordic–Baltic table-top exercises and numerous other options

Aleppo, Mosul, Kobane, Palmyra, Fallujah, Raqqa og Ramadi. Listen over byer, hvor der kæmpes eller er blevet kæmpet i Irak og Syrien, er lang. Kampen mod ISIL og den syriske borgerkrig er væsentlige eksempler på, at krigen og byerne i stigende grad er sammenhængende temaer. Verdens befolkningstal stiger stadigt, ikke mindst i det globale syd. Efter årtusindskiftet er der for første gang i verdenshistorien flere mennesker, der bor i byer, end personer, der bor på landet. Flere og flere bor i byerne eller flytter dertil. Denne urbaniseringstendensvil fortsætte: Omkring 2050 vil to tredjedele af verdens befolkning bo i byer. Når de fleste mennesker bor i byerne, vil også konflikterne finde sted der. Hvis vestlige militære styrker fremover vil fastholde deres evne til at kunne intervenere i pagt med de overordnede politiske rammer og ønsker, som hidtil har været gældende, vil de derfor i stigende grad skulle forberede sig til at kunne udføre militære operationer i urbant terræn eller bymiljø (MilitaryOperations in Urban Terrain (MOUT)). Det er særdeles vanskeligt og ressourcekrævende at operere militært i bymiljøer. Men betingelserne for at kunne operere i bymiljøer formes lige så meget af de vestlige normer for brugenaf militær magt (at den skal være legitim og politisk effektiv) som af det vanskelige fysiske terræn. Denne rapport belyser de langsigtede, overordnede tendenser og udfordringer, der er forbundet med MOUT, og beskriver, hvordan forskellige typer af generelle militære redskaber kan knyttes til disse udfordringer. Analysen identificerer tre idealtypiske operationer: kampoperationer, fredsoperationer og specialoperationer. Den foreslår, at den typiske faktiske (i modsætning til idealtypiske) militære operation altid indeholder en dynamisk blanding af de tre – og dermed bevæger sig rundt inde i en trekant, mellem dens hjørner. MOUT forstærker udfordringer på tværs af disse operationstyper og medfører nye vanskeligheder for hver af dem. MOUT er på den måde en prisme for udfordringer for vestlig brug af militær magt meregenerelt, blandt andet ved at misforholdet mellem de militære kapaciteters omfang og byernes størrelse vil betyde, at man i stigende grad må give køb på ønsket om territorial kontrol, og at selv den konventionelle styrkes operative logik således presses over mod specialoperationernes betingelser – uden at de politiske forventninger om fredsoperationer af den grund vil forsvinde. Rapporten giver afslutningsvis en række anbefalinger til, hvordan det danskeforsvar vil kunne forberede sig til at bidrage til MOUT. Anbefalingerne peger blandt andet i retning af dansk samarbejde med de (få) store partnerlande, som stadig har tilstrækkelig militær kapacitet til selvstændig gennemførelse af MOUT.